En forskende holdning til livet

Jeg har forsøgt i forudgående korte artikler at drøfte hvorledes forskning som opgave indenfor den Frie Højskole for Åndsvidenskab kan opfattes på flere niveauer. Udover egentlig forskning på åndeligt område  kan det  være en opfordring  til konkret individuel forskende holdning i arbejdet og i livet. Her skal gives et eksempel på hvorledes en forkende holdning inspireret af den antroposofiske metode kan se ud i dagliglivet. Lad os her kalde det for undersøgelse af livets små udfordringer.

 

Livet i sig selv stiller hvert menneske store udfordringer – en nærtståendes død, alvorlig sygdom, adskillelse. Men livet udspilles også i daglige situationer, hvor vores nærvær som mennesker udfordres.

-       Mit barn reagerer på en måde, jeg ikke kan håndtere, når vi skal spise.

-       Jeg mangler kontakt med min nabo.

-       Jeg kan ikke undgå at blive involveret i projekter, der tager tiden fra familien.

-       Jeg kommer altid i heftig diskussion med min bedste ven.

-       Jeg vil gerne være mere kreativ i fritiden, men der er altid ting, der skal gøres først.

Listen kunne blive meget lang. Forslag og opskrifter til bedring mangler ikke -ernæring, coaching, fitness osv. Og der er uden tvivl hjælp at hente mange steder. Men alligevel virker det som om vi igen og igen finder os konfronteret med livet i hverdagen. Ofte kommer vi i offerrollen og oplever der kræves for meget af os, mere end vi magter.

 

Vi  forsøger at opstille en udtalelse af en anden karakter.

 ” I den skæbne der kommer til os som opgaver fra verden taler den åndelige verden til os.”

Skulle det også gælde opgaverne i hverdagslivet? – eller drejer det sig om livets store spørgsmål, der melder sig med ubønhørlig styrke?

Måske ved vi inderst inde, at de udfordringer, vi møder hver dag, er opgaver og har noget med os selv at gøre. Det er jo i hvert tilfælde en selv, der skal løse ens  opgaver eller sige nej til dem – man  er selv ansvarlig for sit liv og dets konsekvenser. Så langt er vi måske villige til at godkende sætningen. Men hvorledes forstå, at den åndelige verden taler til os  i vore opgaver?

 

Lad os forsøge at undersøge et af spørgsmålene:

 

 Spørgsmål og baggrund: 

Hvorfor kommer jeg altid i heftig diskussion med min bedste ven?

Det virker smertende, og man har tendens til at blive vred over ikke at kunne undgå de situationer.

 

1. Samle spørgsmål til sagen:

       Er han en vanskelig type? Skyldes det mit temperament? Hvad binder vort venskab sammen?

      Kender vi egentlig hinanden?  Er den en af os dominerende? I hvilke situationer mødes vi? Har     

      vi forskellige grundindstillinger, som vi aldrig har talt om?

Man opdager, at der er mange spørgsmål og at de kan  opstilles systematisk.

I første omgang gælder det ikke at besvare spørgsmålene, men at opstille gode spørgsmål, der leder ind til sagen. Der er brug for at jeg tilbageholder bedømmelser og lader spørgsmålene komme frit frem.

2. Forklaringsmuligheder:

Når man på denne måde har samlet spørgsmål og forsøger at være fordomsfri, kan man afprøve med forklaringer. For eksempel - Vi har aldrig talt om vore grundindstillinger, når det drejer sig om børneopdragelse, og vi ser forskelligt på hvad børn har brug for. Måske ligger det og lurer i baggrunden og kan være noget af grunden til vore heftige diskussioner om helt andre ting?           Nu må man ikke standse her, men  gøre den foreløbige forklaring til et nyt spørgsmål, der kan lede videre. Har vi andre ting, der betyder noget  for os, som vi aldrig taler om? Ja – det har vi, men skal alt tages op? - er  venskab ikke netop kendetegnet ved loyalitet på trods af naturlige forskelle?   

Efterhånden har man fundet en række spørgsmål og forskellige muligheder for forklaring. I dette arbejde kan den  spændte holdning løses op og en ægte interesse leve frem.

 

3. Omformning til billede eller stemning

Som næste trin i undersøgelsen forsøger man at uddrage de væsentlige  spørgsmål og herefter at  omdanne det hele til et billede eller til en stemning. Her må skabes  en meditativ ro og  spørgsmålene må klinge efter og man må i stilhed ”lytte” efter stemningen. Det er måske det vanskeligste punkt i hele undersøgelsen – at frembringe en åben opmærksomhed, der er som et tomrum, der kan give plads for noget nyt.

 

4. Bringe ind i natten

Hvis der fremkom en tydelig stemning eller et billede kan jeg bevidst tage materialet med ind i natten – evt. blot de vigtigste spørgsmål. Efterfølgende vil man i sin  bevidsthed kunne opdage nye anelser og impulser. Det går op for en: ”Dette venskab er af uvurderlig værdi og vore samtaler har altid hjulpet mig at finde vej i livet, men jeg har længe ikke gengældt opmærksomheden fra min ven. Jeg har haft for travlt og blot ønsket at nyde godt af venskabet.”

 

Man ser, at  diskussionerne har provokeret til at føle smerte, men efter man  optog udfordringen som en opgave til undersøgelse vækkes man og noget nyt kan ske.

”Jeg føler det er op til mig at ændre situationen. Jeg kan begynde at føle ansvar. Situationen indeholdt ved en nærmere bearbejdning noget andet end jeg umiddelbart kunne opleve. Der var faktisk et budskab.

 Tanken er nu ikke så fjern – måske taler noget fra en åndelig verden  til mig som opgaver i livet – måske er det mit større jeg, der virker udefra.”

 

Det afgørende punkt i hele sagen  er, om man  griber de mange udfordringer som opgaver i stedet for kun at være presset af dem. Hvis man gør det kan det vise sig, at dagliglivets udfordringer netop kan opfattes som noget der hører til i ”mit liv”, som man gerne tager ansvar for. Måske bliver det tydeligt at ”mine” daglige udfordringer netop er typiske for ”mig”, ja egentlig er  en del af et større mønster. Hvis  jeg vælger at forholde mig til livet med en forskende holdning og søger at lade mit indre tale med,  kan mit  eget  liv, min egen biografi blive anledning til nye opdagelser.

Troels Ussing feb. 2010